Sidste torsdag aften ved ottetiden var jeg på vej hjem fra hospitalsbesøg i den lille by Zabbar øst for Valletta. På vejen hjem vælger jeg en forkert udkørsel og kommer først til at ligge og rode rundt inde i Vallettas labyrint af ensrettede gader. Da jeg endelig får mig forvildet ud af hovedstaden igen, kommer jeg ikke ud på kystvejen, som jeg ville have taget hjem, men ender med at køre mod Mosta og Mdina. Der er mørkt. Vejene er små. Folk kører i venstre side. Ja, hvis der endda bare havde været andre på den samme vej, men nej. Benzinmåleren begynder at gå nedenud af skalaen... Kører ind igennem en lille by. Ender på en grusvej, der bliver smallere og smallere. Nej, vi bakker og vender, sgu. Endelig - endelig - et levende menneske!!! "Excuse me, can you please tell me the direction of Mellieha?" Hun får et underligt ansigtsudtryk og svarer: "MELLIEHA??!!! Thats a long way from here, but don't worry. Go back and turn left at the main road - just follow it up north to St. Pauls Bay..." Jeg takker og gør, som damen siger. Jeg kommer kørende på den sparsomt oplyste "hoved"-gade. Jeg nærmer mig en by (som jeg senere finder ud af hedder Burmarrad). Der er vejarbejde på Triq Burmarrad. Jeg sætter farten ned. Lige ved bygrænsen er venstre side af vejen spærret af. Jeg trækker over i højre side. Men nej! Venstre side af vejen er alligevel ikke spærret helt af! Malteserne har lavet et hul mellem keglerne, som man skal ned i tomgang for at komme igennem. Eller for i det hele taget at se. Damn. DAMN DAAAAMN!!! Temmelig stort problem - for venstre og højre side af vejen skilles lige netop på dette sted - syd for kirken - af en 30 cm høj midterrabat.
I bedste Spang Olsen-stil flyver jeg i den lille røde Hyundai over rabatten, bilen tipper over, lander på højre side, sideruden splintres, bilen fortsætter yderligere nogle meter inden den holder stille. Panik. Jeg får relativt hurtigt selen af og kravler op gennem den venstre dør. Folk kommer mig til hjælp. Jeg får ringet til Kakker på MHC; der bliver sendt bud efter en ambulance. Jeg bliver lagt på fortovet, døser hen, men nogle engelske damer får vækket mig og holder mig vågen. Ambulancen kommer. Jeg bliver båret ind. Pludselig er Buch ved min side. Hun holder mig i hånden til vi når til St. Luke's hospital, hvor jeg bliver røntgenfotograferet. Der er intet at se. Jeg har lidt ondt i nakken og får en - i øvrigt dybt charmerende - krave på. Hø kører os hjem. Klokken nærmer sig da et om natten. What a day in Malta.
