Naade-Dug og Lyste-Drik

Nåde og synd. To religiøse modpoler, abstrakte og svære helt at sætte ord på. Hvordan forklarer man disse termer for lægmanden, den uuddannede? Svaret skal - i det tilfælde, jeg har brugt som baggrund for min undersøgelse - ikke overraskende vise sig at være via sproglige billeder, metaforer. Det er min hensigt med denne opgave at undersøge den store, danske salmedigter Thomas Kingos brug af metaforer for netop disse to begreber. Jeg agter for begrænsningens skyld at koncentrere mig om værket ”Aandelige Siunge-koor, Første Part”, 4. udgave fra 1684.[1] Ingen med blot det mindste kendskab til Thomas Kingos digtning kan sige sig fri for en vis beundring for den storladne elokvens og de himmelvide hyperbler. Kingo er - formentlig uden sammenligning - den danske baroks ypperste digter. Gennem sin husandagtslitteratur, det vil sige bønne- og salmebøger til brug for daglige, private andagter, formåede han i sin samtid at gøre den ellers for menigmand så svært tilgængelige højbarokke stilart folkelig - i ordets bedste forstand. Den litterære barok var som arkitekturens fyldt med ornamentik, billeder og symboler – og i digtningen kom det til udtryk i en overflod af metaforer for dette og hint. Det er min tese, at jeg ved at udgrave eksempler fra hele værkets monumentale brug af sproglige ornamenter, kan afsløre et system i Kingos digtning; at han i høj grad har brugt mere eller mindre stringente konceptuelle metaforer for begreberne synd og nåde. Dermed har jeg også afsløret, hvilken metodisk tilgang jeg vil benytte til emnet. Begrebet konceptuel metafor er hentet fra den kognitive metaforteori indenfor den sprogvidenskabelige og filosofiske retning, der kaldes kognitiv semantik. I den kognitive semantik undersøges sprogets betydning i samspil med mennesket, der bliver opfattet som et tænkende og sansende individ, som interagerer med omverdenen. Ifølge de amerikanske professorer George Lakoff og Mark Johnson, der introducerede deres teorier i Metaphors We Live By (1980), er vore tanker eller kognition i høj grad struktureret i konceptuelle systemer og herunder konceptuelle domæner, dvs. områder af oplevelser og forståelse ordnet i selvstændige enheder, hvor den metaforiske bevidsthed opstår i forståelsen af ét konceptuelt domæne ud fra et andet. Herved skabes en konceptuel metafor; en overførsel fra et kildedomæne (source domain) til et måldomæne (target domain). Typisk er kildedomænet mindre abstrakt og kompliceret end måldomænet, fx i den konceptuelle metafor argument is war, hvor forståelsen af "war" er mere konkret og mindre abstrakt end forståelsen af "argument". Min fremgangsmåde for metaforjagten i det storladne 1600-talsværk har været tidskrævende, men ganske enkel: Jeg har læst hele manuskriptet igennem – og markeret hver eneste sætning, der indeholdt formuleringer angående synd og nåde. I vore dage er det enkelt at markere og kopiere fra gamle, danske hovedværker, da mange af dem ligger online tilgængelige for alle; for de fleste dokumenters vedkommende både som tekst og faksimile; på Arkiv for Dansk Litteraturs hjemmeside: www.adl.dk. Da jeg eftersøgte metaforer for nåde, viste det sig hurtigt, at der vitterligt synes at herske et system – og at man her kan skelne mellem to kildedomæner; nåde som væske med en sproglig positiv ladning, herunder begreber som kilde, dråbe, flod, dug, hav, etc. – og nåde som sollys, herunder glød, stråler, varme, etc. Nedenfor har jeg markeret de konceptuelle metaforer med små kapitæler og skrevet de metaforiske udtryk med kursiv. 1: Nåde er Væske [2]Tak! O tak af Hierte-rood; Være dig, ald naadis Kilde; Lad mig ingen Draabe spilde; Udaf ald din Naade-Flood; Som du haver ladet flyde; Ned til mig i denne Dag.See! saa bondløs er din Naade; Imod mig og mod en hver.Lad din Naade-Dug nedregne.Og hans Synder er forlatte; Skiult i HErrens Naadis Haf.I min Skaal; Med Himmel-maal; Din Gunst og Naade flød.Som Hafsens dybe Vand; Er HErrens Naade; Som hand mit Hoved daglig overgyder; Hver Morgen i min Skaal; En Naade uden Maal; Til mig nedflyder. Store GUd, jeg maa; Rundt ud bekiende; At jeg ey Bund kand naa; Og ingen Ende; I din Barmhiertigheds og Naadis Strømme. Hand, hand dend gode Gud; Ald Naadis Kilde; Sit Folk skal løse ud; Af Ondskabs Hilde.Min Siæl i Troen jeg frembær; Til dig, som et forsmægted Land; Forfriske dend med Naadens Vand. 2: Nåde er Sollys [3]Hellig Aand i Hiertet mød, Og med din kraftig Naadis Glød, Mig til alt Got opvarme.Lad, O GUd, min Skabermand; JEsu Naadis Soole-Øye; Gunst og Glæde mig tilføye; I det taaged Syndsens Land.Du Retfærdighedsens Sool; Selv overskinne Naade-fuld.Tænk, at du paa Zions toppe; HERRens Naadestraaler seer; Som dit Hierte skal oplyvse. Lad, hierte GUD, frembryde; Din Naade-Sool, dit Lyvs og Lyst.At Naadens Lyvs og Lyst; Optændis i vort Bryst.Søde Gud, min Lyst og Glæde; Naadesoolens rette Sæde. Det er ganske interessant, at Kingo netop vælger kildedomænerne væske og sollys, og holder sig indenfor disse, hver gang nåde nævnes eller beskrives. Det virker ikke tilfældigt. Et naturligt påtrængende spørgsmål må da være; hvorfor netop disse? Det kræver både teologisk og kirkehistorisk indsigt at svare på dette. Nøgternt set betyder det oprindelige hebræiske ord, der gengives ved nåde, også velbehag, yndest, gunst og godhed og det ligger i ordet, at det er en overordnet, der viser velvilje mod en underordnet.[4] Der er altså tale om noget, der helt ligger i herskerens hånd eller blik. I det Gamle Testamente overføres dette billede på Gud, hvor hans nåde står som udtryk for hans ubegrundede kærlighed til og tilgivelse af sit folk.[5] Kilden til Kingos kognition vedrørende nåde skal formentlig findes i det teologiske spørgsmål: Hvorledes gør man sig fortjent til Herrens nåde? Dette på overfladen uskyldige spørgsmål er vel et af de mest skelsættende indenfor den kristne kirke! Da pave Leo X i 1517 udbød aflad i Tyskland for at vinde penge til at opføre Peterskirken, blev det for meget for den unge Martin Luther, der, om jeg så må sige, havde genfundet den gamle paulinske udlægning af spørgsmålet om bod, aflad og nåde; at alt Jesus sagde og gjorde, og alt der hændte ham, er udtryk for Guds kærlighed; at mennesket slet ikke kan gøre sig fortjent eller navnlig købe sig til Guds kærlighed, og det er Guds nåde, at mennesket hverken kan eller skal dette![6] Det var i al sin enkelthed denne erkendelse, der blev startskuddet til bruddet med den romerskkatolske kirke og dermed hele reformationen. For Kingo – med støtte i Paulus og Luther – er nåde således en himmelsendt gave, der kommer af sig selv - og vi skal blot tage imod. Og det er netop via denne erkendelse, at vi på ny kan skue ud over de eksempler fra Aandelige Siunge-koor, jeg har fundet frem. Hvilke livgivende gaver kommer helt af sig selv, uden vi behøver at gøre noget for det? Hvad kommer os i den grad til gode som foræringer sendt fra oven? - Regn og sol! Nåden er som regn, den er det forfriskende kildevand, de livgivende dråber uden mål. Nåden er uendelig, bundløs som have og floder – hvori synden kan forsvinde, vaskes bort. Desuden spiller væske i det hele taget en stor rolle i liturgien; tænk blot på vievandet, vandet i døbefonten, vinen ved nadveren, Jesu Kristi blod. På samme vis som væskens mange former, så er solens stråler også livgivende for alt på jorden, de er en gave fra oven – og solbilledet genfindes ligeledes i liturgien; nærlæser man den såkaldte aronitiske velsignelse, vil man i denne gammeltestamentlige tekst finde Guds ansigt genkendt i den opgående sol, der løfter sig over os: ”Herren velsigne dig og bevare dig, Herren lade sit ansigt lyse over dig og være dig nådig, Herren løfte sit ansigt mod dig og give dig fred”.[7] Så vidt nåden. Interessant er det, at da jeg efterfølgende eftersøgte metaforer for synd, viste det sig, at kildedomænet også her er ”væske” ! Men i modsætning til nåde-metaforen, er det en ”væske” med en negativ sproglig ladning – med begreber som lystedrik, gift, galde, syndesøle, det onde kildevæld, etc. Synd er Væske [8]Gid jeg Satans Lyste-Drik, Hade maa som Gift og Galde.Lad ey Synden mig forandre, Og omvelte i mit Blood.At jeg Synd og Skam forsager, Og Vellystens Skaal ey smager.Sathans Synde-giftig Pile Hafde mig om Livet bragt.Om jeg Synden end inddrikker; I mit svage Kiød (dißvær); Giv mig, Gud, dog Styrk og Kraft; Imod Syndsens giftig Saft; At jeg den i Ægget døder; Før den Basilisker føder.Skue alle Synde-plætte; Store Synde-feyl og smaa.Tænk dog hvad hand maatte døye ; For min purpur-blodig Synd.Jeg som Løwen maatte brøle, For min lønlig Synde-søle.At naar Synde-Flooder sig; Velter ind mangfoldelig; De ey da til dig skal rekke.Men at jeg varer Kiød og Blood; For Syndsens Sukkergalde.Min blodig Synd, min Siælis Skam og Skade; Den Slange-Edder, som jeg burde hade.Hvor dybt at Ondskabs Vande skiær; Udi den syndig Kilde.Gid for Synd; Og Søle-dynd; Jeg bær en skyldig Frygt.Thi Synden er mig Nyre-grood; Og hendis Gift jeg udi Barmen bær. Af dette onde Kilde-veld; Er Synd og Last i Dag og bubled op. Det er formentlig ikke en tilfældighed, at både synd og nåde hos Kingo er beskrevet som væsker. Lad os i første omgang se på, hvad der egentlig menes med synd. Selve grundbetydningen af både det hebræiske og det græske verbum, der ligger bag synd, er ”at fejle, ramme ved siden af”.[9] Det er i Biblen en grundlæggende tanke, at det er synd, der skiller mennesket fra Gud. Derfor kan evangeliets indhold også sammenfattes i forkyndelsen af ”syndernes forladelse”. Indtil den forsoning, som Jesus ved sin død har bragt til veje, herskede der fjendskab mellem Gud og mennesker. Men ved sin død for vores synd, har Jesus åbenbaret Guds tilgivende kærlighed, Guds nåde. Når synden og nåden således er forbundet, virker det næsten oplagt at beskrive dem som værende af samme materiale - men dog med modsat fortegn: den onde væske kontra den gode. Også på andre måder synes billedet velvalgt set i et teologisk perspektiv. Vi kan begynde med det ofte anvendte ord: gift. Jf. det Gamle Testamente blev vi alle syndere ved Syndefaldet, da Adam og Eva blev lokket til at spise af Kundskabens træ. Satan er fristeren, slangen i Edens Have. En slanges våben er gift. Satan lokker med vellystens drik, men den cocktail, han byder på, er en (slange)giftig saft, en sukkergalde. Giften bruges endvidere til pile, med hvilke han ombringer folk. Synden kan omvælte sig i blodet, give blodforgiftning. Et andet ord, der benyttes, er søle. Snavset vand, der giver synlige pletter. Her er interessant nok et link til nådens væske, for er man blevet beskidt af synd, har man dog mulighed for at blive vasket ren af Herrens nåde! Synden er ikke blot at finde i små mængder, den forekommer i så store som floder, dybe ondskabsvande og syndige kilder, - og den bobler som sumpgas op fra onde kildevæld. Forestillingen om store mængder vand, en verdensomspændende oversvømmelse, der er med til at udslette alt syndigt på jordens overflade, kender velsagtens selv den lidest bibelkyndige person. Hvem har ikke hørt om Noas Ark? Det ligger sågar i betegnelsen for denne begivenhed, Syndfloden… Så at synd teologisk set vitterligt har med væske at gøre, er med andre ord ikke til at komme udenom! Det var min tese, at jeg ved at undersøge eksempler fra Aandelige Siunge-koor, kunne afsløre et system i Kingos digtning; benyttelsen af konceptuelle metaforer for begreberne synd og nåde. Min undersøgelses resultater er mildest talt forjættende. Vigtigt er det dog at påpege, at man i sådanne undersøgelser aldrig kan finde et endegyldigt bevis for sine påstande. Man kan via eksempler udvide sine belæg for en given påstand, men aldrig mere end det. En kritik af min metode kunne være, at Lakoff og Johnson i deres Metaphors We Live By primært koncentrerer deres teorier og belæg om metaforer, vi alle bruger i hverdagen; altså ikke metaforer i digterkunsten. Men den kognitive semantik fordrer netop, at mennesket – digter eller ej – er et tænkende og sansende væsen, som interagerer med omverdenen; at menneskets begrebssystem er dybt forankret i metaforikken – og at disse begreber strukturerer den måde, hvorpå verden opfattes. Jeg har med baggrund i såvel teologi og kirkehistorie forsøgt at give et indtryk af den måde, hvorpå Kingo som værende dansk 1600-tals teolog har opfattet sin verden, sin tro og begreberne her indenfor. I øvrigt var Lakoff i 1989 med til at skrive bogen More Than Cool Reason. Heri gøres der netop rede for, at man skal passe på med at sætte for store skel mellem hverdagsmetaforen og den poetiske: ”It is commonly thought that poetic language is beyond ordinary language – that it is something essentially different, special, higher, with extraordinary tools and techniques like metaphor and metonymy, instruments beyond the reach of someone who just talks. But great poets, as master craftsmen, use basically the same tools we use; what makes them different is their talent for using these tools, and their skill in using them…”.[10] Det synes næsten at være møntet på Thomas Kingo, når forfatterne skriver: ”Great poets can speak to us because they use the modes of thought we all possess. Using the capacities we all share, poets can illuminate our experiences [and] explore the consequences of our beliefs….”
[1] Thomas Kingos Samlede Skrifter III, 1975, s. 280-409: THOMAS KINGOS AANDELIGE SIUNGE-KOOR, FØRSTE PART, Fierde gang trykt og forbedret med nogle trøstelige Morgen- og Aften-Suk til alle Morgen- og Aften-Sange. 1684.
[2] Kingo III (1975): 1. Aftensang, v. 3, s. 302; v. 6, s. 303; v. 12, s. 305; 2. Pønitensesalme, v. 1, s. 322; 4. Aftensang, v. 8, s. 344; 6. Morgensang, v. 2, s. 370; 6. Aftensang, v. 2, s. 375; 6. Pønitensesalme, v. 7, s. 383; 7. Morgensang, v. 7, s. 387
[3] Ibid: 1. Morgen-suk, s. 295; 2. Morgen-suk, s. 310; 2. Aften-suk, s. 321; 4. Morgen-suk, s. 338; 5. Morgen-suk, s. 353; 6. Morgensang, v. 1, s. 375
[4] Ex: en fyrste eller dommer overfor en undersåt eller anklaget.
[5] Müller, Lisbet og Mogens: Politikens Bibelleksikon 2004, s. 236
[6] Rom 4, 4-5: ”Den, der arbejder, får ikke løn som en nådesbevisning, men efter fortjeneste. Den derimod, der ikke arbejder, men tror på ham, som gør den ugudelige retfærdig, ham regnes hans tro til retfærdighed.”; Rom 6, 14: ”Synden skal ikke være herre over jer, for I er ikke under loven, men under nåden.”
[7] 4.Mos 6, 24-26
[8] 1. Morgensang, v. 6, s. 298, v. 13, s. 300; 1. Aftensang, v. 8, s. 303; 2. Morgensang, v. 2, s. 312, v. 7, s. 313; 2. Morgensang, v. 7, s. 313; 2. Aftensang, v. 7, s. 318, v. 8, s. 318; 2. Pønitensesalme, v. 2, s. 322, v. 5, s. 323; 3. Morgen-suk, s. 326; 3. Aftensang, v. 7, s. 331; 3. Aften-suk, s. 334; 3. Pønitensesalme, v.4, s. 335; 4. Morgensang, v. 8, s. 341; 5. Morgensang, v. 7, s. 355; 5. Aftensang, v. 9, s. 360
[9] Müller (2004), s. 296
[10] Lakoff, George & Turner, Mark: More than Cool Reason. A Field Guide to Poetic Metaphor, 1989, s. xi