Naade-Dug og Lyste-Drik

Nåde og synd. To religiøse modpoler, abstrakte og svære helt at sætte ord på. Hvordan forklarer man disse termer for lægmanden, den uuddannede? Svaret skal - i det tilfælde, jeg har brugt som baggrund for min undersøgelse - ikke overraskende vise sig at være via sproglige billeder, metaforer. Det er min hensigt med denne opgave at undersøge den store, danske salmedigter Thomas Kingos brug af metaforer for netop disse to begreber. Jeg agter for begrænsningens skyld at koncentrere mig om værket ”Aandelige Siunge-koor, Første Part”, 4. udgave fra 1684.[1] Ingen med blot det mindste kendskab til Thomas Kingos digtning kan sige sig fri for en vis beundring for den storladne elokvens og de himmelvide hyperbler. Kingo er - formentlig uden sammenligning - den danske baroks ypperste digter. Gennem sin husandagtslitteratur, det vil sige bønne- og salmebøger til brug for daglige, private andagter, formåede han i sin samtid at gøre den ellers for menigmand så svært tilgængelige højbarokke stilart folkelig - i ordets bedste forstand. Den litterære barok var som arkitekturens fyldt med ornamentik, billeder og symboler – og i digtningen kom det til udtryk i en overflod af metaforer for dette og hint. Det er min tese, at jeg ved at udgrave eksempler fra hele værkets monumentale brug af sproglige ornamenter, kan afsløre et system i Kingos digtning; at han i høj grad har brugt mere eller mindre stringente konceptuelle metaforer for begreberne synd og nåde. Dermed har jeg også afsløret, hvilken metodisk tilgang jeg vil benytte til emnet. Begrebet konceptuel metafor er hentet fra den kognitive metaforteori indenfor den sprogvidenskabelige og filosofiske retning, der kaldes kognitiv semantik. I den kognitive semantik undersøges sprogets betydning i samspil med mennesket, der bliver opfattet som et tænkende og sansende individ, som interagerer med omverdenen. Ifølge de amerikanske professorer George Lakoff og Mark Johnson, der introducerede deres teorier i Metaphors We Live By (1980), er vore tanker eller kognition i høj grad struktureret i konceptuelle systemer og herunder konceptuelle domæner, dvs. områder af oplevelser og forståelse ordnet i selvstændige enheder, hvor den metaforiske bevidsthed opstår i forståelsen af ét konceptuelt domæne ud fra et andet. Herved skabes en konceptuel metafor; en overførsel fra et kildedomæne (source domain) til et måldomæne (target domain). Typisk er kildedomænet mindre abstrakt og kompliceret end måldomænet, fx i den konceptuelle metafor argument is war, hvor forståelsen af "war" er mere konkret og mindre abstrakt end forståelsen af "argument". Min fremgangsmåde for metaforjagten i det storladne 1600-talsværk har været tidskrævende, men ganske enkel: Jeg har læst hele manuskriptet igennem – og markeret hver eneste sætning, der indeholdt formuleringer angående synd og nåde. I vore dage er det enkelt at markere og kopiere fra gamle, danske hovedværker, da mange af dem ligger online tilgængelige for alle; for de fleste dokumenters vedkommende både som tekst og faksimile; på Arkiv for Dansk Litteraturs hjemmeside: www.adl.dk. Da jeg eftersøgte metaforer for nåde, viste det sig hurtigt, at der vitterligt synes at herske et system – og at man her kan skelne mellem to kildedomæner; nåde som væske med en sproglig positiv ladning, herunder begreber som kilde, dråbe, flod, dug, hav, etc. – og nåde som sollys, herunder glød, stråler, varme, etc. Nedenfor har jeg markeret de konceptuelle metaforer med små kapitæler og skrevet de metaforiske udtryk med kursiv. 1: Nåde er Væske [2]Tak! O tak af Hierte-rood; Være dig, ald naadis Kilde; Lad mig ingen Draabe spilde; Udaf ald din Naade-Flood; Som du haver ladet flyde; Ned til mig i denne Dag.See! saa bondløs er din Naade; Imod mig og mod en hver.Lad din Naade-Dug nedregne.Og hans Synder er forlatte; Skiult i HErrens Naadis Haf.I min Skaal; Med Himmel-maal; Din Gunst og Naade flød.Som Hafsens dybe Vand; Er HErrens Naade; Som hand mit Hoved daglig overgyder; Hver Morgen i min Skaal; En Naade uden Maal; Til mig nedflyder. Store GUd, jeg maa; Rundt ud bekiende; At jeg ey Bund kand naa; Og ingen Ende; I din Barmhiertigheds og Naadis Strømme. Hand, hand dend gode Gud; Ald Naadis Kilde; Sit Folk skal løse ud; Af Ondskabs Hilde.Min Siæl i Troen jeg frembær; Til dig, som et forsmægted Land; Forfriske dend med Naadens Vand. 2: Nåde er Sollys [3]Hellig Aand i Hiertet mød, Og med din kraftig Naadis Glød, Mig til alt Got opvarme.Lad, O GUd, min Skabermand; JEsu Naadis Soole-Øye; Gunst og Glæde mig tilføye; I det taaged Syndsens Land.Du Retfærdighedsens Sool; Selv overskinne Naade-fuld.Tænk, at du paa Zions toppe; HERRens Naadestraaler seer; Som dit Hierte skal oplyvse. Lad, hierte GUD, frembryde; Din Naade-Sool, dit Lyvs og Lyst.At Naadens Lyvs og Lyst; Optændis i vort Bryst.Søde Gud, min Lyst og Glæde; Naadesoolens rette Sæde. Det er ganske interessant, at Kingo netop vælger kildedomænerne væske og sollys, og holder sig indenfor disse, hver gang nåde nævnes eller beskrives. Det virker ikke tilfældigt. Et naturligt påtrængende spørgsmål må da være; hvorfor netop disse? Det kræver både teologisk og kirkehistorisk indsigt at svare på dette. Nøgternt set betyder det oprindelige hebræiske ord, der gengives ved nåde, også velbehag, yndest, gunst og godhed og det ligger i ordet, at det er en overordnet, der viser velvilje mod en underordnet.[4] Der er altså tale om noget, der helt ligger i herskerens hånd eller blik. I det Gamle Testamente overføres dette billede på Gud, hvor hans nåde står som udtryk for hans ubegrundede kærlighed til og tilgivelse af sit folk.[5] Kilden til Kingos kognition vedrørende nåde skal formentlig findes i det teologiske spørgsmål: Hvorledes gør man sig fortjent til Herrens nåde? Dette på overfladen uskyldige spørgsmål er vel et af de mest skelsættende indenfor den kristne kirke! Da pave Leo X i 1517 udbød aflad i Tyskland for at vinde penge til at opføre Peterskirken, blev det for meget for den unge Martin Luther, der, om jeg så må sige, havde genfundet den gamle paulinske udlægning af spørgsmålet om bod, aflad og nåde; at alt Jesus sagde og gjorde, og alt der hændte ham, er udtryk for Guds kærlighed; at mennesket slet ikke kan gøre sig fortjent eller navnlig købe sig til Guds kærlighed, og det er Guds nåde, at mennesket hverken kan eller skal dette![6] Det var i al sin enkelthed denne erkendelse, der blev startskuddet til bruddet med den romerskkatolske kirke og dermed hele reformationen. For Kingo – med støtte i Paulus og Luther – er nåde således en himmelsendt gave, der kommer af sig selv - og vi skal blot tage imod. Og det er netop via denne erkendelse, at vi på ny kan skue ud over de eksempler fra Aandelige Siunge-koor, jeg har fundet frem. Hvilke livgivende gaver kommer helt af sig selv, uden vi behøver at gøre noget for det? Hvad kommer os i den grad til gode som foræringer sendt fra oven? - Regn og sol! Nåden er som regn, den er det forfriskende kildevand, de livgivende dråber uden mål. Nåden er uendelig, bundløs som have og floder – hvori synden kan forsvinde, vaskes bort. Desuden spiller væske i det hele taget en stor rolle i liturgien; tænk blot på vievandet, vandet i døbefonten, vinen ved nadveren, Jesu Kristi blod. På samme vis som væskens mange former, så er solens stråler også livgivende for alt på jorden, de er en gave fra oven – og solbilledet genfindes ligeledes i liturgien; nærlæser man den såkaldte aronitiske velsignelse, vil man i denne gammeltestamentlige tekst finde Guds ansigt genkendt i den opgående sol, der løfter sig over os: ”Herren velsigne dig og bevare dig, Herren lade sit ansigt lyse over dig og være dig nådig, Herren løfte sit ansigt mod dig og give dig fred”.[7] Så vidt nåden. Interessant er det, at da jeg efterfølgende eftersøgte metaforer for synd, viste det sig, at kildedomænet også her er ”væske” ! Men i modsætning til nåde-metaforen, er det en ”væske” med en negativ sproglig ladning – med begreber som lystedrik, gift, galde, syndesøle, det onde kildevæld, etc. Synd er Væske [8]Gid jeg Satans Lyste-Drik, Hade maa som Gift og Galde.Lad ey Synden mig forandre, Og omvelte i mit Blood.At jeg Synd og Skam forsager, Og Vellystens Skaal ey smager.Sathans Synde-giftig Pile Hafde mig om Livet bragt.Om jeg Synden end inddrikker; I mit svage Kiød (dißvær); Giv mig, Gud, dog Styrk og Kraft; Imod Syndsens giftig Saft; At jeg den i Ægget døder; Før den Basilisker føder.Skue alle Synde-plætte; Store Synde-feyl og smaa.Tænk dog hvad hand maatte døye ; For min purpur-blodig Synd.Jeg som Løwen maatte brøle, For min lønlig Synde-søle.At naar Synde-Flooder sig; Velter ind mangfoldelig; De ey da til dig skal rekke.Men at jeg varer Kiød og Blood; For Syndsens Sukkergalde.Min blodig Synd, min Siælis Skam og Skade; Den Slange-Edder, som jeg burde hade.Hvor dybt at Ondskabs Vande skiær; Udi den syndig Kilde.Gid for Synd; Og Søle-dynd; Jeg bær en skyldig Frygt.Thi Synden er mig Nyre-grood; Og hendis Gift jeg udi Barmen bær. Af dette onde Kilde-veld; Er Synd og Last i Dag og bubled op. Det er formentlig ikke en tilfældighed, at både synd og nåde hos Kingo er beskrevet som væsker. Lad os i første omgang se på, hvad der egentlig menes med synd. Selve grundbetydningen af både det hebræiske og det græske verbum, der ligger bag synd, er ”at fejle, ramme ved siden af”.[9] Det er i Biblen en grundlæggende tanke, at det er synd, der skiller mennesket fra Gud. Derfor kan evangeliets indhold også sammenfattes i forkyndelsen af ”syndernes forladelse”. Indtil den forsoning, som Jesus ved sin død har bragt til veje, herskede der fjendskab mellem Gud og mennesker. Men ved sin død for vores synd, har Jesus åbenbaret Guds tilgivende kærlighed, Guds nåde. Når synden og nåden således er forbundet, virker det næsten oplagt at beskrive dem som værende af samme materiale - men dog med modsat fortegn: den onde væske kontra den gode. Også på andre måder synes billedet velvalgt set i et teologisk perspektiv. Vi kan begynde med det ofte anvendte ord: gift. Jf. det Gamle Testamente blev vi alle syndere ved Syndefaldet, da Adam og Eva blev lokket til at spise af Kundskabens træ. Satan er fristeren, slangen i Edens Have. En slanges våben er gift. Satan lokker med vellystens drik, men den cocktail, han byder på, er en (slange)giftig saft, en sukkergalde. Giften bruges endvidere til pile, med hvilke han ombringer folk. Synden kan omvælte sig i blodet, give blodforgiftning. Et andet ord, der benyttes, er søle. Snavset vand, der giver synlige pletter. Her er interessant nok et link til nådens væske, for er man blevet beskidt af synd, har man dog mulighed for at blive vasket ren af Herrens nåde! Synden er ikke blot at finde i små mængder, den forekommer i så store som floder, dybe ondskabsvande og syndige kilder, - og den bobler som sumpgas op fra onde kildevæld. Forestillingen om store mængder vand, en verdensomspændende oversvømmelse, der er med til at udslette alt syndigt på jordens overflade, kender velsagtens selv den lidest bibelkyndige person. Hvem har ikke hørt om Noas Ark? Det ligger sågar i betegnelsen for denne begivenhed, Syndfloden… Så at synd teologisk set vitterligt har med væske at gøre, er med andre ord ikke til at komme udenom! Det var min tese, at jeg ved at undersøge eksempler fra Aandelige Siunge-koor, kunne afsløre et system i Kingos digtning; benyttelsen af konceptuelle metaforer for begreberne synd og nåde. Min undersøgelses resultater er mildest talt forjættende. Vigtigt er det dog at påpege, at man i sådanne undersøgelser aldrig kan finde et endegyldigt bevis for sine påstande. Man kan via eksempler udvide sine belæg for en given påstand, men aldrig mere end det. En kritik af min metode kunne være, at Lakoff og Johnson i deres Metaphors We Live By primært koncentrerer deres teorier og belæg om metaforer, vi alle bruger i hverdagen; altså ikke metaforer i digterkunsten. Men den kognitive semantik fordrer netop, at mennesket – digter eller ej – er et tænkende og sansende væsen, som interagerer med omverdenen; at menneskets begrebssystem er dybt forankret i metaforikken – og at disse begreber strukturerer den måde, hvorpå verden opfattes. Jeg har med baggrund i såvel teologi og kirkehistorie forsøgt at give et indtryk af den måde, hvorpå Kingo som værende dansk 1600-tals teolog har opfattet sin verden, sin tro og begreberne her indenfor. I øvrigt var Lakoff i 1989 med til at skrive bogen More Than Cool Reason. Heri gøres der netop rede for, at man skal passe på med at sætte for store skel mellem hverdagsmetaforen og den poetiske: ”It is commonly thought that poetic language is beyond ordinary language – that it is something essentially different, special, higher, with extraordinary tools and techniques like metaphor and metonymy, instruments beyond the reach of someone who just talks. But great poets, as master craftsmen, use basically the same tools we use; what makes them different is their talent for using these tools, and their skill in using them…”.[10] Det synes næsten at være møntet på Thomas Kingo, når forfatterne skriver: ”Great poets can speak to us because they use the modes of thought we all possess. Using the capacities we all share, poets can illuminate our experiences [and] explore the consequences of our beliefs….”
[1] Thomas Kingos Samlede Skrifter III, 1975, s. 280-409: THOMAS KINGOS AANDELIGE SIUNGE-KOOR, FØRSTE PART, Fierde gang trykt og forbedret med nogle trøstelige Morgen- og Aften-Suk til alle Morgen- og Aften-Sange. 1684.
[2] Kingo III (1975): 1. Aftensang, v. 3, s. 302; v. 6, s. 303; v. 12, s. 305; 2. Pønitensesalme, v. 1, s. 322; 4. Aftensang, v. 8, s. 344; 6. Morgensang, v. 2, s. 370; 6. Aftensang, v. 2, s. 375; 6. Pønitensesalme, v. 7, s. 383; 7. Morgensang, v. 7, s. 387
[3] Ibid: 1. Morgen-suk, s. 295; 2. Morgen-suk, s. 310; 2. Aften-suk, s. 321; 4. Morgen-suk, s. 338; 5. Morgen-suk, s. 353; 6. Morgensang, v. 1, s. 375
[4] Ex: en fyrste eller dommer overfor en undersåt eller anklaget.
[5] Müller, Lisbet og Mogens: Politikens Bibelleksikon 2004, s. 236
[6] Rom 4, 4-5: ”Den, der arbejder, får ikke løn som en nådesbevisning, men efter fortjeneste. Den derimod, der ikke arbejder, men tror på ham, som gør den ugudelige retfærdig, ham regnes hans tro til retfærdighed.”; Rom 6, 14: ”Synden skal ikke være herre over jer, for I er ikke under loven, men under nåden.”
[7] 4.Mos 6, 24-26
[8] 1. Morgensang, v. 6, s. 298, v. 13, s. 300; 1. Aftensang, v. 8, s. 303; 2. Morgensang, v. 2, s. 312, v. 7, s. 313; 2. Morgensang, v. 7, s. 313; 2. Aftensang, v. 7, s. 318, v. 8, s. 318; 2. Pønitensesalme, v. 2, s. 322, v. 5, s. 323; 3. Morgen-suk, s. 326; 3. Aftensang, v. 7, s. 331; 3. Aften-suk, s. 334; 3. Pønitensesalme, v.4, s. 335; 4. Morgensang, v. 8, s. 341; 5. Morgensang, v. 7, s. 355; 5. Aftensang, v. 9, s. 360
[9] Müller (2004), s. 296
[10] Lakoff, George & Turner, Mark: More than Cool Reason. A Field Guide to Poetic Metaphor, 1989, s. xi

Radiogudstjeneste fra Strandby Metodistkirke

Hør transmissionen fra min kirke i Strandby. Jørgen og Charlotte Thaarup står for prædiken og liturgi, min tante, Anne Kirstine Clausen sørger for de liflige toner, der bruser ud over menigheden - og min onkel, Lars-Henning Clausen leder og synger med i det (næsten) verdenskendte herrekor, Wesley Chapel Singers.

Hør højmessen.

Helvedes forgård i Mellieha

Lørdag aften kom vi hjem med tre busser fyldt med tjøwenhawnere fra lufthavnen. Allerede fra toppen af Mellieha-bjerget kunne vi se, at noget var helt galt. En kæmpemæssig røgsky steg op fra feriebyen. Vi undlod at sige noget til folk i transferbusserne indtil sidste øjeblik. Vi ankom til centeret, der var indsvøbt i tyk, sort røg. Jeg ankom i den sidste bus og spænede ind i receptionen og fik at vide, at centerets store transformatorstation beliggende midt i feriebyen var sprunget i luften. Det vil på dansk sige, at en stor livstruende brand bredte sig inde midt blandt de 150 bungalower - og at al elektricitet i byen var gået ned. Kæmpe kæmpe krise. Dette er en situation mange danskere på ferie ikke kan forholde sig til. I stedet for at prise sig lykkelige over, at ingen var kommet noget til, gik de i selvsving - skreg op om erstatning - lovede både centerdirektøren og vi andre fra DFF mord, bål og brand. Den bedste kommentar var nu ligegodt, at det var os, der havde forårsaget det, så restauranten kunne få en bedre omsætning. Dette er danskeren på charterferie!! Da instruktørerne på skolen snakkede om, at danskerne glemmer hjernen i lufthavnen, når de ta'r sydpå, kunne vi ikke andet end grine ad dem. Nu står vi overfor problemet - og ser, at de sgu havde ret.
Kastrup, Billund og Luqa lufthavne må i denne tid svømme i aflagte grå, slibrige danskerhjerner. Nå, men hvorom alting er, så har Maltas elselskab lovet strøm i aften... Dvs. 48 timer efter katastrofen. Men vi må være forberedt på det værste.... Hvis strømmen ikke kommer i morgen, tror jeg ikke, vi tør at møde op på MHC af frygt for repressalier... Vi håber og be'r!

Have you ever been in Burmarrad?

Sidste torsdag aften ved ottetiden var jeg på vej hjem fra hospitalsbesøg i den lille by Zabbar øst for Valletta. På vejen hjem vælger jeg en forkert udkørsel og kommer først til at ligge og rode rundt inde i Vallettas labyrint af ensrettede gader. Da jeg endelig får mig forvildet ud af hovedstaden igen, kommer jeg ikke ud på kystvejen, som jeg ville have taget hjem, men ender med at køre mod Mosta og Mdina. Der er mørkt. Vejene er små. Folk kører i venstre side. Ja, hvis der endda bare havde været andre på den samme vej, men nej. Benzinmåleren begynder at gå nedenud af skalaen... Kører ind igennem en lille by. Ender på en grusvej, der bliver smallere og smallere. Nej, vi bakker og vender, sgu. Endelig - endelig - et levende menneske!!! "Excuse me, can you please tell me the direction of Mellieha?" Hun får et underligt ansigtsudtryk og svarer: "MELLIEHA??!!! Thats a long way from here, but don't worry. Go back and turn left at the main road - just follow it up north to St. Pauls Bay..." Jeg takker og gør, som damen siger. Jeg kommer kørende på den sparsomt oplyste "hoved"-gade. Jeg nærmer mig en by (som jeg senere finder ud af hedder Burmarrad). Der er vejarbejde på Triq Burmarrad. Jeg sætter farten ned. Lige ved bygrænsen er venstre side af vejen spærret af. Jeg trækker over i højre side. Men nej! Venstre side af vejen er alligevel ikke spærret helt af! Malteserne har lavet et hul mellem keglerne, som man skal ned i tomgang for at komme igennem. Eller for i det hele taget at se. Damn. DAMN DAAAAMN!!! Temmelig stort problem - for venstre og højre side af vejen skilles lige netop på dette sted - syd for kirken - af en 30 cm høj midterrabat.

I bedste Spang Olsen-stil flyver jeg i den lille røde Hyundai over rabatten, bilen tipper over, lander på højre side, sideruden splintres, bilen fortsætter yderligere nogle meter inden den holder stille. Panik. Jeg får relativt hurtigt selen af og kravler op gennem den venstre dør. Folk kommer mig til hjælp. Jeg får ringet til Kakker på MHC; der bliver sendt bud efter en ambulance. Jeg bliver lagt på fortovet, døser hen, men nogle engelske damer får vækket mig og holder mig vågen. Ambulancen kommer. Jeg bliver båret ind. Pludselig er Buch ved min side. Hun holder mig i hånden til vi når til St. Luke's hospital, hvor jeg bliver røntgenfotograferet. Der er intet at se. Jeg har lidt ondt i nakken og får en - i øvrigt dybt charmerende - krave på. Hø kører os hjem. Klokken nærmer sig da et om natten. What a day in Malta.

Greetings from Amsterdam

Kære Anders! Denne dagbog starter noget mere rodet end den burde, grundet den horrible situation, jeg befinder mig i lige her og nu. I mine ører spiller The Beatles "Yesterday". ...yesterday all my troubles seemed so far away... Den linje har pludselig fået en helt ny - og forbandet træls - betydning. Som du ved, burde jeg være i San Francisco nu. Sammen med min far, Ruth og Anne. Men sådan skulle det altså ikke gå. I stedet for at spise på en lækker restaurant i Californien, sidder jeg nu på en kold og hård bænk her i Amsterdam Lufthavn, onsdag d. 12. sept. kl. 1.30 og skriver dagbog.Som det kloge hoved, du nu engang er, har du sikkert allerede gættet, at der er noget, der er riv-rav-ruskende galt. Men tillad mig at springe tilbage i tiden, da alt stadig gik efter planen: Hele mandagen gik med at få de sidste ting på plads - kufferter og tasker blev pakket, og jeg nåede at blive klippet. Ved aftenstiden hentede jeg Anne i Frederikshavn - og vi tog ned på din og min "stamkinagrill" skråt overfor Palads. Her købte vi forskellige kinesiske retter, som vi tog med til Strandby og delte med Ruth og far, mens vi sad og så den første nye episode af Robinson. Derefter fik vi på skift badet og sovet lidt. Ved 2-tiden læssede vi volvoen op til randen og satte kursen mod Billund. Vi kom frem i god tid, for vi skulle først checke ind kl. 7 og flyve kl. 8. Ventetiden blev udfyldt med småsnak, rundstykker og damn good coffee. Selve flyturen til Amsterdam forløb stille og roligt og vi var ved godt mod, så far og jeg bestilte to store Heinekin på en hyggelig hollandsk lufthavnscafé med udsigt. Wauw, BOB, wauw!Mens vi sad og skålede, spurgte Anne pludselig om vi havde husket Hans Jørgens adresse. Hans Jørgen er min fars gamle soldaterkammerat. De mistede desværre forbindelsen med hinanden i '68. Men med kløgt og snilde (HELD) fandt jeg hans email-adresse på nettet engang i juli i år. De kom til at skrive sammen, og det viste sig, at han faktisk bor i en lille by syd for LA.Og på det tidspunkt, hvor vi modtog medelelsen om dette, havde vi lige bestilt turen til Californien. Så det blev besluttet at vi selvfælgelig skulle møde ham derovre. Men ak. "Har I husket Hans Jørgens adresse?" spørger Anne om på en cafe i Amsterdam Lufthavn. Og svaret var.. NO! Casper kunne ikke have svaret det bedre. Nå, men jeg har en snarrådig far. Han ringede til sin lillebror hjemme i Strandby og fik ham til at køre hjem til os, finde adressen, telefonnumrene og rutebeskrivelsen - og fik ham til at diktere det hele igennem telefonen.Så inden længe var dette lille problem løst. Nå, men det var ved at være tid for at boarde det store, STORE KLM-fly, der skulle fragte os de mange kilometer vestpå.
Inden vi kunne komme om bord sad vi i boardinghallen og ventede en halv times tid mere. Det gav mig tid til at høre lidt musik - og hvad kunne være mere ideelt at forlade det europæiske kontinent med, end koral-finalen fra Beethovens 9. symfoni? ...Freude schöner götterfunken - Tocher aus Elysium... Hvor dine blide vinger basker, Sven. Jeg husker det, som var det igår - vort fremragende 1.g-fremlæg hos Bente Baymler :-)Tjah, klassisk musik bliver vist ikke meget mere pompøst end An die Freude!-Med ekstra bas på - og volumen skruet op til 7, gjaldede de evige toner således ind i mine ører. En dansker, en europæer på vej mod Den Nye Verden. Klokken blev vist 12.30 før vi lettede, men pyt med det. Vi var på vej til Amerikas Forenede Stater. Ifølge amerikanerne selv - Guds eget land.Vi kom til at sidde i midten af flyvet. Det var kæmpestort. Ud for vinduet i venstre side var der tre sæder, så en gang, så fire sæder (hvor vi sad), så endnu en gang, derpå tre sæder, og derud for vinduet i højre side. Flyet var helt fyldt - vi må have været et sted mellem 420 og 430 passagerer.Bortset fra det ringe udsyn fra vores siddepladser, var der ikke noget at klage på. Serveringen til eksempel var helt i top. Flere glimrende småretter blev vi præsenteret for under vejs - og der var "fri bar"! Gratis drinks, øl og sodavand som de faktisk ganske ofte kom trillende med. Det var perfekt!Meget af tiden blundede jeg. Overgav mig til flysædets komfortabilitet - og sov let som en fjer i 12 km's højde over Atlanterhavet. Indimellem hørte jeg musik fra deres 15 forskellige radiostationer - eller så noget af de film, der kørte på de mange tv-skærme. Dr. Doolitle 2, Tom og Jerry, Mr. Bean, what ever. Men mine øjne gled efterhånden oftere og oftere i - og til sidst sov jeg tungt. Efter ca. 5 timer i luften fik jeg en albue i siden. Gravent slog jeg øjnene op - men blev lynhurtigt vågen og nåede lige at høre slutningen af kaptajnens skæbnesvangre besked på engelsk med en svag nederlandsk accent: "Det amerikanske luftrum er spærret. Vi må vende tilbage til Amsterdam. De vil ikke lade os gå ned. Men lad mig berolige Dem. Det har ikke noget med vores fly at gøre." På det tidspunkt må vi have befundet os et sted over New Foundland eller noget i den stil. Folk gik helt i apati. De vil ikke lade os gå ned.... Luftrummet over hele USA er spærret af... Hvad F... foregår der her?! Mange teorier blevet hvisket og mumlet på mange sprog rundtom os. Men alle var enige om, at dette ikke kunne være andet end en katastrofe. Tredje Verdenskrig måtte være brudt ud - ellers lukker man ikke USA! Det er ikke bare en 7-11-kiosk. Det er sgu et kontinent!!Flyets besætning - både kaptajn og stewardesser - spillede rollerne som uvidende nokkefår med bravour. Men selvfølgelig kendte de årsagen!Mindre end en halv times tid før vi atter landede i Amsterdam Internationale Lufthavn, hørte vi kaptajnens stemme over højttalerne.Jeg var på vej ud på toilettet, men stoppede op og vendte mig lamslået i døråbningen. Den korte engelske tale tog pusten fra alle i flyet."Ladies and gentlemen...." En pause fulgte før han fortalte os om årsagerne til at vi ikke kunne gå ned i San Francisco som planlagt. Der var dødstille i flyet, da kaptajnen atter fattede sig og fortsatte sig uhyggelige medelelse. "Terrorister har været årsag til fire flyulykker rettet mod amerikanske bygninger. World Trade Centers tvillingetårne ligger i ruiner, Manhatten er dækket af støv og Pentagon brænder stadig." Slut.Folk måbede - men var dog fattede. Hvad skulle man sige. Dette var stort. Dette var så forfærdeligt stort, at ens fatteevne flimrede. Ens hjerne pumpede løs. New Yorks højeste monumenter, det amerikanske forsvarsministerium, selvmordsterrorister, fly!Fra man før havde tænkt i egoistiske baner og havde fokuseret på, hvor mange planer, der med KLM-flyets u-vending, var faldet til jorden, tegnede der sig nu billeder af Pentagons enorme, femkantede kontorkompleks i flammer, døde, sårede og kvæstede. Manhatten som en rygende ruinhob. Kaptajnen havde ikke sagt meget. Han var ikke gået i yderligere detaljer; men ud fra de få oplysninger, han var kommet med, kunne folk regne ud, at katastrofens omfang var gruopvækkende monumental. Terrorister havde ramt amerikanerne i deres mest vitale dele. Tirsdag d. 11 sept. 201 vil gå over i historien som en af nationens største sørgedage. Og netop denne dag - præcis i samme minutter ulykkerne indtraf var vi på vej ind i amerikansk luftrum. Og vi blev tvunget tilbage til jordens mest dødsyge lufthavn. Vi landede ved 21-tiden - og blev på behørig og langsommeligvis råbt op én efter én - og fik på vejen ud stukket en seddel med KLM's service telefonnumre i hånden. Fint skulle det være. Og hvem blev råbt op som den tredjesidste i en besætning på 430? Korrekt! "Chriiistian Mulgard"!! Tak!Vi havde atter fået fast grund under fødderne. Og hurtigt løb vi de 2-3 km gennem lufthavnens mylder for at finde bagagebælterne. Vi havde fået at vide at vores bagage ville komme på bælte 19. Vi fandt det. Og... Ja... Og... efter en halv time blev vi så beordret ned til bælte 15, der lå langt pokker i vold fra bælte 19. Allerede på det tidspunkt var hallen et stort kaos. Tonsvis af bagage lå stablet ovenpå hinanden ved siden af båndene, tusinder af chokerede mennesker gik søgende rundt for at finde lige netop deres taske i virvarret. Fortvivlelse stod malet i alles ansigter. Alt i mens forsøgte lufthavnsarbejdere og KLM-folk at få situationen under kontrol.Der blev flittigt delt vandflakser, chipsposer og sandwiches ud. De ville ikke risikere at folk begyndte at kollapse i hele den overfyldte redelighed. Efter at have kæmpet os igennem en menneskemængde af uanede dimensioner, nåede vi endelig til bælte 15. Her gik vi atter en runde om båndet for at finde ud af, om vores bagage skulle være strandet her. Men der var ingenting at se. Så vi stod længe - meget længe og kiggede på åbningen, hvor tasker og kufferter ville køre ind i hallen fra. Men båndet stod stille. Intet skete. Flere undersøgelser. Flere opgivende suk. Der var ingenting at se. Efter at have stået der i Gud ved hvor lang tid lød der over højttalerne beskeden om at vor bagage alligevel ville komme på bælte 19. NEJ!!! Tilbage igen. Havde det været vanskeligt før, var det om muligt endnu vanskeligere nu. Denne gang var det næsten umuligt!Omsider fik vi kæmpet os frem - og kunne endnu engang stå og kigge på det tomme bånd, hvor to-tre enlige tasker var det eneste, der kørte rundt. Nærmest som en joke. Endelig, endelig, endelig!!! Klokken 0.15 skete der noget! Ny bagage begyndte at vælte frem på båndene - vore øjne stod på stilke for at spotte vore tre kufferter. Og efter en halv snes tasker og kufferter dukkede de op. Vi var atter forenet med vore ting - og vi kunne begynde at tænke videre; kunne vi komme til USA i morgen, var det hele aflyst, skulle vi få os et hotelværelse, hvordan skulle vi forholde os?Vore samtaler med KLM-folkene gjorde os ikke klogere, nu har vi jagtet deres reelle kontor her i lufthavnen i en halv time. Vi blev efter flere forgæves opringninger til det KLM-nummer, vi havde fået udleveret enige om at slå os ned på en bænk. Da de andre havde sat sig, gik jeg en tur for mig selv. Jeg var forbi en café, hvor de viste CNN. Der så jeg for første billederne, de rigtige, levende billeder fra katastrofen i New York. Jeg så det store fly smadre ind i WTC, jeg så tårnene smuldre, først fra oven og hele vejen ned. Som havde det været en massiv støvsky, der pludselig blev porrøs og forsvandt. Jeg så billederne fra gadeniveau, hvor en kamreramand filmer skyen, der kommer nærmere og nærmere, indtil han må søge tilflugt under en parkeret bil.Jeg gik tilbage til de andre og forsøgte at forklare de horrible ting jeg havde set.- Men mine ord kunne på ingen måde forklare eller beskrive, de ting jeg nys havde set. Det var værre, end jeg kunne forestille mig. De andre gik også en tur, de er nu kommet tilbage og de er faldet i søvn. Men jeg kan ikke sove - jeg er lysvågen. Jeg har det, som havde jeg drukket to-tre kander kaffe. Jeg kan ikke sove. Ikke efter det jeg har set. Derfor tænkte jeg, at jeg ligeså godt kunne fordrive tiden med at nedfælde de oplevelser, jeg har været ude for i det seneste døgn. Nu sidder jeg så her - og hvad har jeg fået ud af det? Elleve tætskrevne sider i min bog og ekstrem krampe i hånden? Måske har det på en måde hjulpet mig; jeg ved det ikke. Nu er det gjort og jeg lægger pennen fra mig til tonerne af "Let It Be". Kunne det passe meget bedre?Det er i disse situationer, man tænker på om det hele er forudbestemt på nogen måde. Fra de globale hændelser til de personlige. Er det nogen, der trækker i trådene et sted - eller sker tingene bare som tiden går? Hvad skal man tro på? Kaos eller Kosmos.Jeg ved, det ikke Sven, jeg ved det virkelig ikke.