Greetings from Amsterdam

Kære Anders! Denne dagbog starter noget mere rodet end den burde, grundet den horrible situation, jeg befinder mig i lige her og nu. I mine ører spiller The Beatles "Yesterday". ...yesterday all my troubles seemed so far away... Den linje har pludselig fået en helt ny - og forbandet træls - betydning. Som du ved, burde jeg være i San Francisco nu. Sammen med min far, Ruth og Anne. Men sådan skulle det altså ikke gå. I stedet for at spise på en lækker restaurant i Californien, sidder jeg nu på en kold og hård bænk her i Amsterdam Lufthavn, onsdag d. 12. sept. kl. 1.30 og skriver dagbog.Som det kloge hoved, du nu engang er, har du sikkert allerede gættet, at der er noget, der er riv-rav-ruskende galt. Men tillad mig at springe tilbage i tiden, da alt stadig gik efter planen: Hele mandagen gik med at få de sidste ting på plads - kufferter og tasker blev pakket, og jeg nåede at blive klippet. Ved aftenstiden hentede jeg Anne i Frederikshavn - og vi tog ned på din og min "stamkinagrill" skråt overfor Palads. Her købte vi forskellige kinesiske retter, som vi tog med til Strandby og delte med Ruth og far, mens vi sad og så den første nye episode af Robinson. Derefter fik vi på skift badet og sovet lidt. Ved 2-tiden læssede vi volvoen op til randen og satte kursen mod Billund. Vi kom frem i god tid, for vi skulle først checke ind kl. 7 og flyve kl. 8. Ventetiden blev udfyldt med småsnak, rundstykker og damn good coffee. Selve flyturen til Amsterdam forløb stille og roligt og vi var ved godt mod, så far og jeg bestilte to store Heinekin på en hyggelig hollandsk lufthavnscafé med udsigt. Wauw, BOB, wauw!Mens vi sad og skålede, spurgte Anne pludselig om vi havde husket Hans Jørgens adresse. Hans Jørgen er min fars gamle soldaterkammerat. De mistede desværre forbindelsen med hinanden i '68. Men med kløgt og snilde (HELD) fandt jeg hans email-adresse på nettet engang i juli i år. De kom til at skrive sammen, og det viste sig, at han faktisk bor i en lille by syd for LA.Og på det tidspunkt, hvor vi modtog medelelsen om dette, havde vi lige bestilt turen til Californien. Så det blev besluttet at vi selvfælgelig skulle møde ham derovre. Men ak. "Har I husket Hans Jørgens adresse?" spørger Anne om på en cafe i Amsterdam Lufthavn. Og svaret var.. NO! Casper kunne ikke have svaret det bedre. Nå, men jeg har en snarrådig far. Han ringede til sin lillebror hjemme i Strandby og fik ham til at køre hjem til os, finde adressen, telefonnumrene og rutebeskrivelsen - og fik ham til at diktere det hele igennem telefonen.Så inden længe var dette lille problem løst. Nå, men det var ved at være tid for at boarde det store, STORE KLM-fly, der skulle fragte os de mange kilometer vestpå.
Inden vi kunne komme om bord sad vi i boardinghallen og ventede en halv times tid mere. Det gav mig tid til at høre lidt musik - og hvad kunne være mere ideelt at forlade det europæiske kontinent med, end koral-finalen fra Beethovens 9. symfoni? ...Freude schöner götterfunken - Tocher aus Elysium... Hvor dine blide vinger basker, Sven. Jeg husker det, som var det igår - vort fremragende 1.g-fremlæg hos Bente Baymler :-)Tjah, klassisk musik bliver vist ikke meget mere pompøst end An die Freude!-Med ekstra bas på - og volumen skruet op til 7, gjaldede de evige toner således ind i mine ører. En dansker, en europæer på vej mod Den Nye Verden. Klokken blev vist 12.30 før vi lettede, men pyt med det. Vi var på vej til Amerikas Forenede Stater. Ifølge amerikanerne selv - Guds eget land.Vi kom til at sidde i midten af flyvet. Det var kæmpestort. Ud for vinduet i venstre side var der tre sæder, så en gang, så fire sæder (hvor vi sad), så endnu en gang, derpå tre sæder, og derud for vinduet i højre side. Flyet var helt fyldt - vi må have været et sted mellem 420 og 430 passagerer.Bortset fra det ringe udsyn fra vores siddepladser, var der ikke noget at klage på. Serveringen til eksempel var helt i top. Flere glimrende småretter blev vi præsenteret for under vejs - og der var "fri bar"! Gratis drinks, øl og sodavand som de faktisk ganske ofte kom trillende med. Det var perfekt!Meget af tiden blundede jeg. Overgav mig til flysædets komfortabilitet - og sov let som en fjer i 12 km's højde over Atlanterhavet. Indimellem hørte jeg musik fra deres 15 forskellige radiostationer - eller så noget af de film, der kørte på de mange tv-skærme. Dr. Doolitle 2, Tom og Jerry, Mr. Bean, what ever. Men mine øjne gled efterhånden oftere og oftere i - og til sidst sov jeg tungt. Efter ca. 5 timer i luften fik jeg en albue i siden. Gravent slog jeg øjnene op - men blev lynhurtigt vågen og nåede lige at høre slutningen af kaptajnens skæbnesvangre besked på engelsk med en svag nederlandsk accent: "Det amerikanske luftrum er spærret. Vi må vende tilbage til Amsterdam. De vil ikke lade os gå ned. Men lad mig berolige Dem. Det har ikke noget med vores fly at gøre." På det tidspunkt må vi have befundet os et sted over New Foundland eller noget i den stil. Folk gik helt i apati. De vil ikke lade os gå ned.... Luftrummet over hele USA er spærret af... Hvad F... foregår der her?! Mange teorier blevet hvisket og mumlet på mange sprog rundtom os. Men alle var enige om, at dette ikke kunne være andet end en katastrofe. Tredje Verdenskrig måtte være brudt ud - ellers lukker man ikke USA! Det er ikke bare en 7-11-kiosk. Det er sgu et kontinent!!Flyets besætning - både kaptajn og stewardesser - spillede rollerne som uvidende nokkefår med bravour. Men selvfølgelig kendte de årsagen!Mindre end en halv times tid før vi atter landede i Amsterdam Internationale Lufthavn, hørte vi kaptajnens stemme over højttalerne.Jeg var på vej ud på toilettet, men stoppede op og vendte mig lamslået i døråbningen. Den korte engelske tale tog pusten fra alle i flyet."Ladies and gentlemen...." En pause fulgte før han fortalte os om årsagerne til at vi ikke kunne gå ned i San Francisco som planlagt. Der var dødstille i flyet, da kaptajnen atter fattede sig og fortsatte sig uhyggelige medelelse. "Terrorister har været årsag til fire flyulykker rettet mod amerikanske bygninger. World Trade Centers tvillingetårne ligger i ruiner, Manhatten er dækket af støv og Pentagon brænder stadig." Slut.Folk måbede - men var dog fattede. Hvad skulle man sige. Dette var stort. Dette var så forfærdeligt stort, at ens fatteevne flimrede. Ens hjerne pumpede løs. New Yorks højeste monumenter, det amerikanske forsvarsministerium, selvmordsterrorister, fly!Fra man før havde tænkt i egoistiske baner og havde fokuseret på, hvor mange planer, der med KLM-flyets u-vending, var faldet til jorden, tegnede der sig nu billeder af Pentagons enorme, femkantede kontorkompleks i flammer, døde, sårede og kvæstede. Manhatten som en rygende ruinhob. Kaptajnen havde ikke sagt meget. Han var ikke gået i yderligere detaljer; men ud fra de få oplysninger, han var kommet med, kunne folk regne ud, at katastrofens omfang var gruopvækkende monumental. Terrorister havde ramt amerikanerne i deres mest vitale dele. Tirsdag d. 11 sept. 201 vil gå over i historien som en af nationens største sørgedage. Og netop denne dag - præcis i samme minutter ulykkerne indtraf var vi på vej ind i amerikansk luftrum. Og vi blev tvunget tilbage til jordens mest dødsyge lufthavn. Vi landede ved 21-tiden - og blev på behørig og langsommeligvis råbt op én efter én - og fik på vejen ud stukket en seddel med KLM's service telefonnumre i hånden. Fint skulle det være. Og hvem blev råbt op som den tredjesidste i en besætning på 430? Korrekt! "Chriiistian Mulgard"!! Tak!Vi havde atter fået fast grund under fødderne. Og hurtigt løb vi de 2-3 km gennem lufthavnens mylder for at finde bagagebælterne. Vi havde fået at vide at vores bagage ville komme på bælte 19. Vi fandt det. Og... Ja... Og... efter en halv time blev vi så beordret ned til bælte 15, der lå langt pokker i vold fra bælte 19. Allerede på det tidspunkt var hallen et stort kaos. Tonsvis af bagage lå stablet ovenpå hinanden ved siden af båndene, tusinder af chokerede mennesker gik søgende rundt for at finde lige netop deres taske i virvarret. Fortvivlelse stod malet i alles ansigter. Alt i mens forsøgte lufthavnsarbejdere og KLM-folk at få situationen under kontrol.Der blev flittigt delt vandflakser, chipsposer og sandwiches ud. De ville ikke risikere at folk begyndte at kollapse i hele den overfyldte redelighed. Efter at have kæmpet os igennem en menneskemængde af uanede dimensioner, nåede vi endelig til bælte 15. Her gik vi atter en runde om båndet for at finde ud af, om vores bagage skulle være strandet her. Men der var ingenting at se. Så vi stod længe - meget længe og kiggede på åbningen, hvor tasker og kufferter ville køre ind i hallen fra. Men båndet stod stille. Intet skete. Flere undersøgelser. Flere opgivende suk. Der var ingenting at se. Efter at have stået der i Gud ved hvor lang tid lød der over højttalerne beskeden om at vor bagage alligevel ville komme på bælte 19. NEJ!!! Tilbage igen. Havde det været vanskeligt før, var det om muligt endnu vanskeligere nu. Denne gang var det næsten umuligt!Omsider fik vi kæmpet os frem - og kunne endnu engang stå og kigge på det tomme bånd, hvor to-tre enlige tasker var det eneste, der kørte rundt. Nærmest som en joke. Endelig, endelig, endelig!!! Klokken 0.15 skete der noget! Ny bagage begyndte at vælte frem på båndene - vore øjne stod på stilke for at spotte vore tre kufferter. Og efter en halv snes tasker og kufferter dukkede de op. Vi var atter forenet med vore ting - og vi kunne begynde at tænke videre; kunne vi komme til USA i morgen, var det hele aflyst, skulle vi få os et hotelværelse, hvordan skulle vi forholde os?Vore samtaler med KLM-folkene gjorde os ikke klogere, nu har vi jagtet deres reelle kontor her i lufthavnen i en halv time. Vi blev efter flere forgæves opringninger til det KLM-nummer, vi havde fået udleveret enige om at slå os ned på en bænk. Da de andre havde sat sig, gik jeg en tur for mig selv. Jeg var forbi en café, hvor de viste CNN. Der så jeg for første billederne, de rigtige, levende billeder fra katastrofen i New York. Jeg så det store fly smadre ind i WTC, jeg så tårnene smuldre, først fra oven og hele vejen ned. Som havde det været en massiv støvsky, der pludselig blev porrøs og forsvandt. Jeg så billederne fra gadeniveau, hvor en kamreramand filmer skyen, der kommer nærmere og nærmere, indtil han må søge tilflugt under en parkeret bil.Jeg gik tilbage til de andre og forsøgte at forklare de horrible ting jeg havde set.- Men mine ord kunne på ingen måde forklare eller beskrive, de ting jeg nys havde set. Det var værre, end jeg kunne forestille mig. De andre gik også en tur, de er nu kommet tilbage og de er faldet i søvn. Men jeg kan ikke sove - jeg er lysvågen. Jeg har det, som havde jeg drukket to-tre kander kaffe. Jeg kan ikke sove. Ikke efter det jeg har set. Derfor tænkte jeg, at jeg ligeså godt kunne fordrive tiden med at nedfælde de oplevelser, jeg har været ude for i det seneste døgn. Nu sidder jeg så her - og hvad har jeg fået ud af det? Elleve tætskrevne sider i min bog og ekstrem krampe i hånden? Måske har det på en måde hjulpet mig; jeg ved det ikke. Nu er det gjort og jeg lægger pennen fra mig til tonerne af "Let It Be". Kunne det passe meget bedre?Det er i disse situationer, man tænker på om det hele er forudbestemt på nogen måde. Fra de globale hændelser til de personlige. Er det nogen, der trækker i trådene et sted - eller sker tingene bare som tiden går? Hvad skal man tro på? Kaos eller Kosmos.Jeg ved, det ikke Sven, jeg ved det virkelig ikke.